Får man en sommerbaby, skal der strikkes og hækles i kølige garner. Modellerne i denne bog er i bløde kvaliteter af silke, hør, bambus og bomuld, der er behagelige for den lille, når det er varmt. Også farvevalget er holdt i lyse nuancer, og de fleste af bogens design passer til både drenge og piger. Babyudstyret er klassisk, men i en moderne stil - og omfatter shorts og top, sommerhatte og -sko, kjoler, bukser, trøjer, duffelcoat, et svøb og et tæppe, samt naturligvis en bamse.